Fotoprojekt Svalehale
Almindelig Svalehale, the Swallowtail (Papilio machaon)
		Svalehalen er jo "Storvildt". Man går simpelthen altid og kikker efter den, selvom, -eller måske netop fordi, den ikke findes fast i Danmark mere. Der bliver indimellem set en enkelt på træk, så chancen er der.
		Jeg har aldrig set den i Danmark, endnu, men jeg har set den i Sverige, Polen, Tyskland, Frankrig, Schweitz og Italien. Både i Sverige og Mellem- og Sydeuropa er den ret almindelig. Man møder den enkeltvis på blomster i haver, langs veje eller på enge med blomster, eller den kommer forbi langs vandet, når familien er ude at bade.
		Svalehalen er en vældig flyver, og hele den liv er et stort træk. Mange sommerfugle er ret stedbundne, og holder til det samme sted dag efter dag. Takvinger kan ofte sole sig på den samme træstamme hver morgen i længere tid. Sådan er svalehaler ikke. De flyver fra langs linier i landskabet: Langs en vej, en søbred, en flod eller en bjergside. Af og til gør svalehalerne holdt på en blomst for at tanke benzin til den videre færd. Visse steder fx. i blomsterklynger ved bjerg eller bakketoppe samles flere svalehaler og parringslegen foregår op ad skråningerne.
Svalehale Alsace, Keyserberg, 17. juli 2006.
Flyvetid og udbredelse
Svalehale er udbredt over hele Europa, fra Middelhavet til et godt stykke op i Skandinavien. Ligeledes findes den i det østlige England, men når ikke Irland.
Svalehalen er en typisk hvidvinge, der overvintrer som puppe. Alt efter sommerens længde på den breddegrad, den lever, har den 1, 2 eller 3 generationer hen over sommeren.
Flyvetiden starter ret tidligt, i Middelhavsområderne allerede i marts/ april. Herhjemme kommer den samtidigt med aurora og stor kålsommerfugl, når varmen rigtig sætter ind om foråret omkring midten af maj
Imidlertid klækkes ikke alle svalehaler samtidigt, nogle er senere på den, og dette gør sammen med den lange levetid, at man kan se svalehaler helt hen i juli.
		Svalehale Haute Saone, 15. juli 2006.
Lokaliteter
		Larven lever på forskellige skærmplanter, står der altid. Det er også rigtigt, larverne kan leve på næsten alle skærmplanter, bortset fra kæmpebjørneklo, som de dør af. Men hunnen foretrækker at lægge æg på visse skærmplanter frem for andre.
		Til venstre ses en sø i Frankrig, med enkelte skærmplanter ved bredden. Nedenunder en kumme fuld af blomster på bjergtoppen, som svalehalerne kikkede forbi.Søen var en del af et net af ynglebiotoper og kummen en af mange nektarkilder
		Svalehale "lokalitet", Ronchamp, Haute Saone, 16. juli 2006.
Kik ud over en svalehalelokalitet, Haute Saone, 16. juli 2006.
Levested og advarselsfarver
		I Danmark, England og Skandinavien er svalehalen især et mosedyr og er knyttet til kærsvovlrod, som foretrækkes af hunnerne. Visse steder i Sveriges skærgård lever larverne på kvan på strandengene.
		Svalehaler kan altså findes overalt, hvor der er egnede skærmplanter, og det er netop problemet. I naturlige miljøer er skærmplanterne så fåtallige og står så spredt, at svalehalen må flyve langt for at finde dem. Det kan de godt. De kan jo flyve.
		Hvis antallet af egnede skærmplanter formindskes, og der bliver for langt mellem dem, bliver svalehalebestanden for tynd, og så er der et par ting, der kan gå galt:
		Kønnene kan ikke finde hinanden og advarselsfarverne virker ikke. Svalehalen har jo advarselsfarver, både larven og imago, og begge er giftige fra de skærmplanter, de har levet på. Men advarselsfarver virker kun hvis fuglene kender advarslen. Hvis der er for få svalehaler virker farverne tiltrækkende, og fuglene skal lige prøve...Hvis man ser på en svalehale med udbredte vinger, kan man med lidt god vilje forestille sig ansigtet af en gul kat, med læber og hugtænder og tunge. Undersiden er blegere og egentlig ret godt camoufleret.
Svalehale Haute Saone, 16. juli 2006.		.
Foderplanter og nektarplanter
Svalehalen har brug for et stort område med både nektarkilder og foderplanter. Det er ligemeget, hvad der er ind i mellem. Det kan være skov, hede, bjerge, vand eller by, det kan den godt forcere.
Men helst med få 100 meters eller måske enkelte kilometers mellemrum skal der være nektarplanter og et eller andet sted i nærheden skal der være skærmplanter. Bedst er det om gode bestande af skærmplanter og nektarplanter findes ved siden af hinanden.
Jeg vil tro, at det kan være et problem overhovedet at finde gode nektarplanter i forsommeren i Danmark. I tiden inden skabiose og tidsler kommer frem, er der ikke meget andet end mælkebøtter.
Til venstre ses en svalehale på en hjortetrøst, som er en velkendt nektarplante, der tiltrækker mange slags sommerfugle. Hjortetrøst er der mange af i Danmark, men de blomstrer for sent og er først klar til 2. generation.
		Svalehale Alsace, Keyserberg, 18. juli 2006
Larven
Svalehale larve. Fra Gotland, Sverige, juli 2006		Svalehale larve. Fra Gotland, Sverige, juli 2006.
Puppen
		Som det ses af billederne er svalehalelarven meget iøjenfaldende med sine advarselsfarver. Den er ret nem at finde, da den sidder midt på planten fremme i solen. Planterne skal ses på lang afstand, og det er bare at gå fra plante til plante og finde larverne.
		Når man rører ved larverne, slår de med hovedet og gylper grøn saft op, de svier formentlig i øjnene på fugle, og trykker man endnu hårdere på dem, skyder de et orange gaffelformet organ (osmaterium) frem og prøver at slaske gift ind i øjnene på en, hvis man er en fugl.
		Når larven er fuldvoksen vandrer den bort for at forpuppe sig. Det sker i nærheden af jorden i skjul under kvas og blade. Puppen er camoufleret og findes i 3 udgaver: En lysegrøn som på billedet, en lysegrå med sorte mønstre og en brunlig med rødbrune mønstre. Den grønne er den hyppigste. Alle typer puppe overvintrer.
		Puppen er giftig ligesom larve og imago, men den sidder jo helt stille og kan som disse ikke understøtte en advarsel med en særlig adfærd.
		Puppen sidder på typisk hvidvinge maner, spundet fast med en silketråd om maven og fæstnet med silke i bagenden.
Svalehale puppe. Fra Gotland, Sverige, juli 2006.
Larven i nærbillede
Svalehale larve. Fra Gotland, Sverige, juli 2006.
Billedet er taget med en 50 mm makrolinse på ca 20 cm afstand, to larver sad dvaske på en kvist, som jeg holdt op mod lys og himmel.